27. august 2026

|

Pressemeddelelse

Folkefest vokser til tre dage efter stor opbakning

Mange tusinde Valby-borgere bakkede sidste år op om Valby Dage. Nu kvitterer arrangørerne ved at udvide festen fra to til tre dage, så der bliver plads til endnu mere kultur, musik og fællesskab.

Folkefest vokser til tre dage efter stor opbakning
Af: Valby Dage | Foto: Valby Dage

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Sidste års Valby Dage samlede mange tusinde mennesker på tværs af bydelen. Den store opbakning har givet arrangørerne mod på mere, og derfor bliver Valby Dage i år udvidet fra to til tre dage.

Fra fredag 28. august til søndag 30. august bliver Valby fyldt med musik, teater, sport, loppemarked, mad, kunst og aktiviteter for både børn og voksne, og med den ekstra dag er der plads til endnu flere oplevelser.

 

Flere dage - endnu mere Valby

“Sidste år tog vi de første skridt sammen, og vi var selvfølgelig spændte på, hvordan Valby ville tage imod den nye udgave. Det gjorde bydelen på en måde, der gav os lyst til at bygge videre. Derfor er det også meget naturligt, at Valby Dage i år er udvidet til tre dage”, siger Teater V-direktør Pelle Koppel, der er formand for foreningen Sammen om Valby.

 

Foreningen blev sidste år stiftet af Teater V, Hafnia-Hallen, Spinderiet og Nanok Bar, efter at Valby Lokaludvalg havde besluttet at stoppe som arrangør af de tidligere Valby Kulturdage. 

I år er programmet samtidig blevet bredere. Der er blandt andet gratis slik, børneteater, fællessang, byvandringer, lokalhistoriske udstillinger, madmarked, musikbanko, et stort udvalg af boder og sportsaktiviteter samt selvfølgelig en masse livemusik på programmet. Og så er der De Røde Løbere, der bevæger sig rundt i gadebilledet med en hjertevarm eksplosion af musik, cirkus, dans og akrobatik.

 

Hele Valby skal kunne være med

“Det vigtigste for os er, at Valby Dage bliver en fest, hvor man ikke behøver at være noget bestemt for at føle sig hjemme. Man kan komme for loppemarkedet, for musikken, for børnene, for sporten eller bare for at møde sine naboer”, siger Jan Barslev, næstformand i Sammen om Valby og leder af Hafnia-Hallen.

En af de helt store publikumsmagneter er loppemarkedet i Skolegade, der sidste år havde mere end 10.000 besøgende. Her er alle 80 stande solgt for længst.

“Alting er udsolgt og har været det en måned før selve dagen. Allerede seks måneder før loppemarkedet begynder vi at få henvendelser fra Valby-borgere, der gerne vil have en stand”, fortæller arrangør Kim Raufort.

 

Danmarks længste loppemarked

Planen er da også allerede at gøre loppemarkedet endnu større næste år. Ambitionen er at gå fra 80 til 120 stande**.**

“Det er måske ikke Danmarks største loppemarked, men det er absolut det længste, for Skolegade er lang”, griner Kim, der opfordrer alle til at kigge forbi efter et godt kup.

Som altid byder Valby Dage også på gratis børneteater hos Teater V, muligheden for at prøve forskellige af Hafnia-Hallens sportsgrene, og så er der det kæmpe, store børnetivoli på Porcelænstorvet, men der er også nyskabelser i form af musikquiz ved Nanok Bar, Langbordsmiddag på Skolegade og grillpølser på Spinderiets torv, der sparker det hele i gang fredag.

Valby Dage finder sted 28.-30. august 2026 rundt omkring i Valby, og du finder det opdaterede program på Valby Dage , hvor det også er muligt at læse mere om foreningen Sammen om Valby og blive støttemedlem.

Nøgleord
FritidKulturOplevelser
Event Information