Valby skal på dagsordenen i Borgerrepræsentationen
Kandidat til kommunalvalget og Valby-borger Nicklas Petterson (V) mener, at Valby bliver overset på rådhuset – fra manglende metroplaner til behovet for mødesteder og fællesspisning. Han vil have Valby højere på dagsordenen i Borgerrepræsentationen.
Som født og opvokset i Valby har det længe gået mig på, at vores bydel bliver overset, når der træffes beslutninger inde på rådhuset. Både når det handler om udeservering, metro og vejarbejde, ender vi oftest bagest i køen. Det er hverken rimeligt eller holdbart for en bydel, hvor mere end 66.000 københavnere bor og lever. Derfor er det på tide, at vi sikrer Valby den opmærksomhed, som bydelen fortjener.
Et af de største problemer er de langvarige og dårligt koordinerede vejarbejder. De skaber store gener for os der bor her, men også for de erhvervsdrivende, som risikerer at miste kunder, når adgangsvejene er spærret i månedsvis. Mange lokale forretninger kæmper allerede for overlevelse, og de mange vejarbejder forstærker den butiksdødelighed, som vi kan se, når vi blandt andet bevæger os op igennem Valby Langgade. Den udvikling skal vendes, og det kræver en målrettet indsats fra rådhusets side. Derfor bør de fra rådhuset sikre bedre koordinering, faste tidsrammer og kompensationsordninger, når arbejdet trækker ud.
Samtidig er vi også nødt til at have en samtale om, hvordan vi styrker mulighederne for at bruge vores bydel i dagligdagen. Valby har en stærk lokalt forankret identitet, men vi mangler endnu flere mødesteder, der kan samle både unge, familier og ældre. Her kunne lokalerne i det gamle Valby Bibliotek spille en nøglerolle, når biblioteket rykker op i nye lokaler på Hanne Warmings Plads. Lige nu er planerne, at bygningen skal bruges til klimaworkshops. Klimadebatten er selvfølgelig enorm vigtig, men Valby har brug for et sted, der giver mulighed for hele bydelen at tilbringe tid, og ikke bare et nicheprojekt for de få.
Jeg drømmer om, at bibliotekets ældre del, den historiske Rytterskole, kan bruges til fællesspisning. Forestil dig en hyggelig restaurant i de historiske lokaler og med udeservering ud mod pladsen. Et sted, hvor naboer mødes, familier og venner kan spise sammen, og hvor vi kan skabe den stemning, der gør Valby unik. Den nyere tilbygning og kælderen kunne rumme øvelokaler til musikere, studiepladser og mindre arrangementer i kulturens tegn. Kort sagt: et levende mødested, hvor alle typer valbyborgere kunne mødes.
Men visionen for Valby stopper ikke der. Vi har i årevis ventet på, at metroen skulle nå vores bydel. Det er uholdbart, at Valby efter så mange år uden metro stadig ikke er tænkt ordentligt ind i metroplanerne. Behovet er massivt, og vi risikerer at sakke bagud, hvis vi ikke kæmper for at blive en del af den fremtidige udbygning. Valby har brug for en metroforbindelse, som kan aflaste de pressede tog og busser og sikre, at vi hurtigt og effektivt kan komme rundt i byen uden at det kræver en bil.
Et levende Valby er ikke en selvfølge. Det kræver politisk vilje, lokal handlekraft og en erkendelse af, at København ikke kun består af Indre By, Vesterbro og Nørrebro. Valby skal være på dagsordenen i Borgerrepræsentationen fordi vores bydel fortjener langt mere, end vi får i dag.
