01. september 2025

|

Pressemeddelelse

Ungdommens Folkemøde får lokal indsprøjtning til fællesskab og demokratisk selvtillid blandt unge

Skaberne bag Ungdommens Folkemøde fik besøg af Lone Billehøj og Claus Brandt Jakobsen fra LB Foreningen i Region Hovedstaden. Med sig havde de en donation på 100.000 kr. Pengene skal gå til at øge den demokratiske selvtillid, skabe fællesskaber og give unge en stærk tilknytning til samfundet.

Ungdommens Folkemøde får lokal indsprøjtning til fællesskab og demokratisk selvtillid blandt unge
Af: LB Foreningen | Foto: LB Foreningen

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
I år afholdes Ungdommens Folkemøde for 10. gang under temaet Mens vi er her. Jubilæet bliver fejret med et tætpakket program bestående af både koncerter, kunstudstillinger, folkedans og menneskelige møder på festivalpladsen i Valbyparken, København. På Ungdommens Folkemøde finder man bl.a. talerscenen Ølkassen, intimscenen Dybet, læringsområderne MakerZone og Ung Politik samt fem temaområde med stadepladser til organisationer. Til det formål har LB Foreningen i Region Hovedstaden doneret 100.000 kr. som skal bruges i forbindelse med festivalens afviklingen den 3.-4. september 2025 i Valby Parken i København.
Vi er meget glade for, at LB Foreningen har valgt at bakke op om Ungdommens Folkemøde. Vi har brug for alt den opbakning vi kan få for at skabe de bedste rammer for Nordeuropas største demokratifestival for og af unge, siger Camilla Gregersen, Direktør for Ungdomsbureauet, som står bag Ungdommens Folkemøde.
Som noget nyt kommer der i år et særligt område til ungdomspartierne, som hedder Ung Politik. Her kan unge møde andre unge, der mødes i fællesskaberne i ungdomspartierne.
Vi ved, at unge på festivalen, oplever en unik mulighed for at møde politikere på festivalpladsen og ved scenerne. I en tid, hvor alt synes forandret og frihed og demokrati truet, ser vi et stort potentiale i at vise unge, hvilke fællesskaber de kan blive en del af, siger Camilla Gregersen.
I LB Foreningen er man begejstret for at kunne være med til at støtte arbejdet med Ungdommens Folkemøde:
Ungdommens Folkemøde rammer direkte ned i vores ønske om at skabe større demokratisk selvtillid og engagement blandt unge. Ungdommens Folkemøde har udviklet sig til at være en tilbagevendende manifestation af unges ønske om at engagere sig i vores demokrati. Det skal vi i allerhøjeste grad bakke op om, siger Lone Billehøj, delegeret i LB Foreningen og medlem af uddelingsrådet i Region Hovedstaden.
Med donationen på 100.000 kr. følger også et unikt værk signeret og nummereret af kunstneren HuskMitNavn, som er lavet specifikt til modtagerne af donationer fra LB Foreningen.
Event Information