08. september 2026

|

Pressemeddelelse

Kunstnerpar fejrer 20 år i legeHUSET med åbent atelier

Når Jonna Pedersen og Bjørn Eriksen lørdag åbner dørene til legeHUSET, bliver det samtidig en fejring af 20 år med et fælles kunstnerisk arbejdsliv på Vestegnen.

Kunstnerpar fejrer 20 år i legeHUSET med åbent atelier
Af: Jonna Pedersen | Foto: Inge Schjødt

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

I 20 år har legeHUSET i Rødovre været arbejdssted for billedkunstnerne Jonna Pedersen og Bjørn Eriksen. Lørdag den 12. september inviterer kunstnerparret indenfor til åbent atelier, hvor de fejrer jubilæet med kunst, musik, og fortællinger om værkerne.

Atelieret har gennem to årtier dannet ramme om deres forskellige kunstneriske praksisser. Her arbejder de med hver deres udtryk og medier, men også med musik, kunst, idéudvikling og projekter på tværs af genrer.

Nu får lokale borgere mulighed for at komme indenfor og opleve stedet, hvor værkerne bliver til.

Vi har haft atelier her i 20 år, og det synes vi er værd at fejre. Vi vil gerne åbne dørene og give folk mulighed for at opleve kunsten i de omgivelser, hvor den bliver skabt – og samtidig møde dem, der står bag, fortæller Jonna Pedersen.

Kunst helt tæt på

Besøgende kan se malerier, collager, mixed media, tegninger og andre værker og få en snak med kunstnerne om deres kunstneriske processer.

Klokken 15 fortæller Jonna Pedersen og Bjørn Eriksen om deres kunst, inspiration og arbejdsprocesser. Klokken 15.30 overtager Bjørn Eriksen scenen med musik.

Dagen er samtidig en fejring af Bjørn Eriksens 50 år som udstillende kunstner. Han debuterede allerede som 19-årig og har siden udstillet både i Danmark og internationalt.

Det er fantastisk at kunne se tilbage på 50 år som kunstner og samtidig fejre, at vi har haft vores fælles base her i legeHUSET i 20 år. Det bliver en dag, hvor vi både fejrer historien og det, vi arbejder med lige nu, siger Bjørn Eriksen.

Fejringen fortsætter i Skovhuset i Værløse til oktober, hvor kunstnerparret viser udstillingen FOR ALTID HER.

Åbent atelier i legeHUSET, Blistrupvej 14, 2610 Rødovre

Lørdag 12. september kl. 10–18
Gratis adgang – alle er velkomne.

Program

Kl. 10–18: Åbent atelier, kunst, kaffe, cookies, saftevand og øl
Kl. 15: Artist talk om kunst, inspiration og arbejdsprocesser
Kl. 15.30: Bjørn Eriksen spiller musik

Om Bjørn Eriksen

Billedkunstner, komponist, sanger og musiker, født 1957. Uddannet fra Danmarks Designskole i 1986 og debuterede som udstillende kunstner som 19-årig. Medlem af BKF og Kunstnersammenslutningen PRO og optaget i Weilbachs Kunstnerleksikon.

Har udstillet på bl.a. Kunsthal Charlottenborg, Den Frie Udstillingsbygning, Gl. Holtegaard, Silkeborg Bad, Heerup Museum og Museum Ovartaci samt internationalt i bl.a. New York, Berlin, Amsterdam, Barcelona, London og Rio de Janeiro. Arbejder i dag på tværs af billedkunst, musik og udvikling af computerspillet VAMPUS – the Space Vampire.
www.eriksen.be

Om Jonna Pedersen

Billedkunstner og kurator, født 1971. Uddannet på private billedkunstskoler og cand.negot. fra Syddansk Universitet. Medlem af BKF, Kunstnersammenslutningen PRO, kuratorfællesskabet KOLLEKTIVET og Rødovre Kunstråd.

Har udstillet på bl.a. Museum Ovartaci, Heerup Museum, JANUS – Museum for Samtidskunst, Kunsthal Charlottenborg, Den Frie Udstillingsbygning og Kunsthal Vejle samt internationalt i New York, Tel Aviv, Berlin, London og Amsterdam. Har modtaget arbejds- og rejselegater fra bl.a. Statens Kunstfond, Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse og Oticon Fonden og er repræsenteret i samlingerne Imago Mundi – Luciano Benetton Collection, Heerup Museum og Museum Ovartaci.

Pedersen arbejder på tværs af bl.a. maleri, collage, glas, mixed media, linoleumstryk, tekstil og tegning.
www.jonnapedersen.dk

 

Nøgleord
Kultur
Event Information