02. maj 2025

|

Pressemeddelelse

Copenhagen Comics kommer til Valby Hallen

Danmarks største tegneseriefestival, Copenhagen Comics, får mere plads og flere oplevelser i 2025 i Valby Hallen den 7. og 8. juni. 

Copenhagen Comics kommer til Valby Hallen
Af: Copenhagen Comics | Foto: Carsten Olsen

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Over to dage vil tusindvis af tegneseriefans, samlere, cosplayere, brætspils- og rollespilsentusiaster, kreative sjæle og dem, der er nysgerrige samles til en weekend med fokus på tegneserier, læseglæde og fællesskab. Årets program tæller over 40 danske og internationale tegneserieskabere og byder på debatter, interviews, udstillinger, biograf med animationsfilm og et helt program med tegneworkshops for børn og unge. Festivalen finder sted 7.-8. juni – i nye og større lokaler. Valby Hallen er i alt 10.605 m² og altså dobbelt så stor som festivalens tidligere lokaler.
Det giver nye muligheder for at gøre festivalen endnu større og endnu bedre, fortæller Aase Thylstrup, formand for Copenhagen Comics.
Hele festivalen er arrangeret af frivillige, der knokler for at få det hele klar og skabe et bredt program med noget for enhver smag. Hele festivalens program bindes sammen af temaet ’Creation and community’.
Kom for stemningen. Kom for oplevelsen. Bliv inspireret til at lave nye ting og selv være kreativ. Vi har læse- og tegneområder og en masse workshops, så det er ikke kun en festival, hvor man skal gå rundt og kigge. Man kan også deltage aktivt, siger Aase Thylstrup, formand for Copenhagen Comics.
Copenhagen Comics - Danmarks største tegneseriefestival
Copenhagen Comics er en tegneseriefestival for alle, der elsker tegneserier og cosplay - eller bare er en nysgerrig sjæl. Festivalen hylder alle former for tegneserier: Fra de go’e gamle klassikere med Disneyfigurer og superhelte, til manga, zines og genrebrydende graphic novels til voksne. I år er der særligt fokus på creation and community. På festivalen kan opleves 140 stande med forlag, tegnere, gallerier og meget mere. Årets program er fyldt med danske og internationale tegneserieskabere og byder på debatter, interviews, udstillinger, biograf og meget mere. Der er mere end 50 gæster på programmet. Der er også et område fyldt med cosplay, manga og østasiatisk popkultur. For børn og unge er der et helt program med tegneworkshops, konkurrencer og aktiviteter.
Praktisk
Copenhagen Comics 2025 er i weekenden 7. og 8. juni 2025. Festivalen har åbent kl. 10-17 lørdag og kl. 10-16 søndag. Copenhagen Comics er planlagt og afviklet af frivillige kræfter. Copenhagen Comics er en frivillig forening, der arrangerer tegneseriefestivaler og tegneserierelaterede kulturarrangementer. I Valby Kulturhus arrangerer foreningen workshops målrettet børn og unge. Alle medlemmer af Copenhagen Comics arbejder frivilligt og ulønnet.
Event Information